Natura Signa - et perspektiv
Natura Signa - eller NATURENS TEGN
at, somHvorfor anvende disse to ord – Natura Signa - som karakteristik, som signatur?
Mennesket er et socialt væsen. I dag er dette udsagn underbygget af massiv forskning i menneskets måde at danne relationer og fællesskaber. Ordet 'Væsen' udtrykker netop, at socialitet er en medfødt egenskab – en egenskab som kan styrkes eller svækkes afhængig af det enkelte menneskes mulighed for socialt liv.
Forestillingen om mennesket som et socialt væsen er langtfra en ny tanke. Den er som minimum beskrevet tilbage i det antikke Grækenland, hvor fx Aristoteles (384-322 f. Kr.) mente, at mennesket ikke alene har en social natur, men også er forpligtet til at bruge sine evner i fællesskabets tjeneste – efter bedste evne, så at sige og med det gode som ideal, eller som Aristoteles selv formulerede det:
Enhver stat er et fællesskab, og ethvert fællesskab er opstået med et eller andet godt formål for øje; thi alle stræber i alt efter at nå frem til noget, de anser for godt.
At mennesket har indlejret stærke sociale behov og kompetencer i sit DNA er i dag ikke blot en filosofisk tanke, men hviler på omfattende forskning inden for forskellige videnskaber, der samstemmende bekræfter Aristoteles’ optimistiske menneske- og samfundsideal.
Det stærkeste vidnesbyrd om menneskets iboende socialitet er givet af forskningen i spædbørns beredskab med hensyn til at agere i et emotionelt og socialt samspil med omgivelserne. Disse medfødte egenskaber danner grundlag for børns socialitet og udvikles til en mere og mere kompleks kommunikation med omverdenen resten af livet.
Denne tilskyndelse til at agere socialt er et for mennesket et naturligt kendetegn – Natura Signa.
Derfor er det paradoksalt, at menneskeheden - ikke mindst i vores del af verden - i stærkt stigende grad medvirker til at forandre levevilkårene på kloden på en uhensigtsmæssig måde, hvilket i den sidste ende potentielt vil kunne udslette mennesket som art. At besidde denne viden og samtidig ikke handle med rettidig omtanke og omhu må betegnes som alt andet end socialt.
Denne destruktive udvikling ses på alle niveauer - lokalt, nationalt og internationalt - et samfund der bevæger sig væk fra det, som grundlæggende definerer os som mennesker, dvs. de sociale, solidariske, medmenneskelige, næstekærlige kendetegn. Vi handler med andre ord i direkte modstrid med vores natur.
Drivkraften i mit arbejde, min forskning og mit forfatterskab er et ønske om at forstå det naturlige grundlag for menneskers ageren i relationer og fællesskaber, og hvorfor det ikke altid lykkes os at handle til alles bedste – og sidst, men ikke mindst hvordan vi i fællesskab kan forsøge at gøre det bedre.
Det er bl.a. med dette tankesæt in mente, at jeg søger at give svar på i mine bøger mv. og i de oplæg, som jeg holder.
Læs mere om mulige emner for oplæg under punktet: Foredrag.
Mennesket er et socialt væsen. I dag er dette udsagn underbygget af massiv forskning i menneskets måde at danne relationer og fællesskaber. Ordet 'Væsen' udtrykker netop, at socialitet er en medfødt egenskab – en egenskab som kan styrkes eller svækkes afhængig af det enkelte menneskes mulighed for socialt liv.
Forestillingen om mennesket som et socialt væsen er langtfra en ny tanke. Den er som minimum beskrevet tilbage i det antikke Grækenland, hvor fx Aristoteles (384-322 f. Kr.) mente, at mennesket ikke alene har en social natur, men også er forpligtet til at bruge sine evner i fællesskabets tjeneste – efter bedste evne, så at sige og med det gode som ideal, eller som Aristoteles selv formulerede det:
Enhver stat er et fællesskab, og ethvert fællesskab er opstået med et eller andet godt formål for øje; thi alle stræber i alt efter at nå frem til noget, de anser for godt.
At mennesket har indlejret stærke sociale behov og kompetencer i sit DNA er i dag ikke blot en filosofisk tanke, men hviler på omfattende forskning inden for forskellige videnskaber, der samstemmende bekræfter Aristoteles’ optimistiske menneske- og samfundsideal.
Det stærkeste vidnesbyrd om menneskets iboende socialitet er givet af forskningen i spædbørns beredskab med hensyn til at agere i et emotionelt og socialt samspil med omgivelserne. Disse medfødte egenskaber danner grundlag for børns socialitet og udvikles til en mere og mere kompleks kommunikation med omverdenen resten af livet.
Denne tilskyndelse til at agere socialt er et for mennesket et naturligt kendetegn – Natura Signa.
Derfor er det paradoksalt, at menneskeheden - ikke mindst i vores del af verden - i stærkt stigende grad medvirker til at forandre levevilkårene på kloden på en uhensigtsmæssig måde, hvilket i den sidste ende potentielt vil kunne udslette mennesket som art. At besidde denne viden og samtidig ikke handle med rettidig omtanke og omhu må betegnes som alt andet end socialt.
Denne destruktive udvikling ses på alle niveauer - lokalt, nationalt og internationalt - et samfund der bevæger sig væk fra det, som grundlæggende definerer os som mennesker, dvs. de sociale, solidariske, medmenneskelige, næstekærlige kendetegn. Vi handler med andre ord i direkte modstrid med vores natur.
Drivkraften i mit arbejde, min forskning og mit forfatterskab er et ønske om at forstå det naturlige grundlag for menneskers ageren i relationer og fællesskaber, og hvorfor det ikke altid lykkes os at handle til alles bedste – og sidst, men ikke mindst hvordan vi i fællesskab kan forsøge at gøre det bedre.
Det er bl.a. med dette tankesæt in mente, at jeg søger at give svar på i mine bøger mv. og i de oplæg, som jeg holder.
Læs mere om mulige emner for oplæg under punktet: Foredrag.